Socialpædagogisk støtte, behandling og dokumentation

Botilbudet Gården yder socialpædagogisk støtte og behandling ud fra en høj faglighed, veluddannede ansatte og systematisk dokumentation/evaluering. Vi har et miljø, der bygger på den enkelte beboers ressourcer. 

Anerkendelse, respekt, tillid, passende udfordringer og konsekvens af egne handlinger er vigtige begreber i Gårdens arbejde.​

Vores faglighed bygger på en forståelse af, at et menneskes tanker, følelser, kropslige fornemmelser og adfærd hænger sammen – og at det ofte er en tanke, der sætter gang i både følelserne, de kropslige fornemmelser og adfærden. 

Der er evidens for, at denne kognitive model – også kaldet Diamanten – er særlig frugtbar og virksom i mødet med mennesker, som i deres dagligdag er påvirket og styret af angstfyldte tanker, fysisk ubehag mm.

Botilbudet Gården bruger denne udgave af den kognitive diamant.​

Vi har modellen i baghovedet i alt, hvad vi foretager os. Det er ud fra denne, at vi har valgt vores socialfaglige metoder og vores behandlingsformer.

Gården bruger resultatdokumentation med udgangspunkt i den udbredte ICF model.​

Socialpædagogisk støtte

Vi tilstræber at give den enkelte beboer en følelse af kontrol over og ansvar for sit eget liv – med behørig hensyntagen til deres situation. Beboerne er selvstændige mennesker med behov, meninger og ikke mindst rettigheder. Vi lægger vægt på brugerinddragelse og ansvar i det omfang, det ikke begrænser udviklingen hos den enkelte.

Vi har altid – med udgangspunkt i handleplanen – det mål, at beboeren skal lære at stå på egne ben. Vi er bevidste om, at vi i kontakten til vores beboere skal være åbne, ærlige, klare og tydlige, vi bruger meget tid på at tydeliggøre vores handlinger og forventninger for ikke at skabe unødig angst hos beboerne.

Fællesskabet på Gården er højt prioriteret. Det primære pædagogiske fokus er derfor at få gruppen til at fungere gennem meningsfulde arbejdsprojekter og aktiviteter, der giver en ægte følelse af succes og selvtillid.

Tilgange og metoder

Vi yder socialpædagogisk støtte ud fra følgende tilgange og metoder:

  • Social færdighedstræning, altså Almindelig Daglig Livsførelse
  • Vi arbejder på at give beboerne en forståelse af egen sygdom, og hvordan sygdommen kan tackles i hverdagen. Vi benytter redskaber, som beboerne trænes i at bruge i dagligdagen, fx ændrer tankemønster, huskekort og apps mm.
  • Procesorienteret ud fra tesen ’Ting tager tid’ – men vi arbejder altid med mål og delmål, som vi evaluerer på sammen med beboerne og kommunen.
  • Relationspædagogik – at mennesker udvikles i relationer. Fokus på relationer betyder også, at hvis – når – en beboer får det dårligt og ønsker at ’trække sig’, så er dette selvfølgelig OK. Men vi vil altid tilbyde både nærvær og et redskab til, at beboeren kan komme ud af denne tilstand.
  • Recovery-tænkning. Vi har altid troen på, at ethvert menneske kan ’komme sig’. Ikke nødvendigvis altid blive symptomfri men få en ny mening med livet med en (ny) erkendelse af egne ressourcer og dermed også begrænsninger.
  • Konceptet “Den lærende organisation” – altså respekten for det enkelte menneskes ret til at udvikle sig selvstændigt til sit eget bedste.
  • Den anerkendende samtale. Vi er nysgerrige og åbne og forsøger på denne måde at øge vores beboeres lyst til at dele deres tanker og følelser med os.

Behandling

På Botilbudet Gården bruger vi ordet ’behandling’, når vi hjælper beboerne ud af en pinefuld tilstand – fx tvangstanker, panikangst eller tankemylder – og når vi guider dem til selv at kunne bruge metoder, der kan afhjælpe de udfordringer, deres sygdom giver dem.

Ofte sætter vores behandling ind over for en her-og-nu-tilstand, hvor den mindsker behovet for medicin. Men behandlingen kan også have et langsigtet, forebyggende sigte.

Vi samarbejder med privatpraktiserende psykiatere, Køge og Roskilde distriktpsykiatri efter beboerens behov.

Terapi

Vi benytter kognitiv terapi, almindelig samtaleterapi og adfærdterapi. Vi tager udgangspunkt i det, der er svært her og nu – at køre med bus, handle ind, spise sammen med andre at lægge sig til at sove eller at være sammen med andre i et klasselokale, er bare nogle af eksemplerne, på dette arbejde.

Medarbejderne tilbyder terapeutiske samtaler i hverdagen efter KRAP model, som alle er uddannet efter.

Kognitiv Ressourcefokuseret og Anerkende Pædagogik.

KRAP er et Dansk, pædagogisk redskab som udspringer fra den Kognitive Terapi. Der arbejdes ud fra skemaer, som er ressource fokuseret. Redskaberne i KRAP ER MEGET brugbare i forhold til at støtte og fremme udviklingen hos mennesker, hvor der er et behov for indsats, som skaber udvikling og trivsel. På Gården bruger vi disse redskaber/skemaer til at arbejde med den enkelte i daglige givne situationer. Ligeledes bruger vi dem til at understøtte vores arbejde med handleplaner, samt til opnåelse af den enkeltes målsætninger.

Mindfulness

​Mindfulness virker ved at dæmpe kroppens alarmberedskab og give både krop og hjerne et pusterum. Vi tilbyder mindfulness – guided meditation – til enkelte beboere efter behov. Vi lærer de enkelte beboere selv at benytte mindfulness, så de kan gøre det på deres eget værelse – og i deres fremtidige liv. Vi bruger også mindfulness i hele gruppen af beboere.

NADA akupunktur

​Botilbudet Gården benytter NADA akupunktur med stor succes. NADA retter op på ubalancer i kroppen og bruges både i behandlingen af abstinenser og ved fx angst og tankemylder. Vi bruger NADA til her-og-nu-symptombehandling, hvor den mindsker behovet for PN-medicin. Vi tilbyder to gange årligt længere NADA-forløb, hvor vi måler på effekten af behandlingen for den enkelte beboer.

Alle ansatte på Gården er uddannede i NADA, og vi får supervision af NADA Danmark.

NADA er oprindeligt en amerikansk metode – læs mere på National Acupuncture Detoxification Association. Sundhedsstyrelsen har givet grønt lys for NADA i misbrugsbehandling, hvis den bruges som et supplement til anden behandling.

Tankefeltsterapi (TFT) og Emotionel Frihedsteknik (EFT)

​TFT og det beslægtede EFT er effektive terapiformer – eller teknikker – når en beboer har et kropsligt ubehag, der ikke kan fjernes ved samtale eller en af den andre metoder, vi bruger. TFT og EFT bygger på, at kroppen kan gemme og oplagre ubehag (traumer), som kan komme op til overfladen, når en person udsættes for bestemte situationer. Det kropslige ubehag kan fjernes ved at tappe blidt på kroppens forskellige energibaner (akupressurpunkter), samtidig med at man indstiller sine tanker og følelser på det, der trickede ubehaget.

Som traumeforløsende her-og-nu-behandling har TFT og EFT vist sig uhyre effektivt. Vi laver både individuel og gruppe-TFT, og vi lærer vores beboere at bruge det selv i situationer, de ved, kan være vanskelige for dem.

Maibritt er certificeret til at undervise i tankefeltsterapi.

Lysterapi

​Lysterapi er en integreret del af Gårdens miljø. I vores spisestue bruger vi lysterapipærer, og vi har transportabele lysterapilampe til brug for alle beboere. Vi er derudover meget opmærksomme på, at vi alle kommer ud i dagslyset, især i de mørke vinterdage.

Resultatdokumentation

Interessen var stor, da Botilbudet Gården forklarede de flere hundrede deltagere om, hvordan Gården arbejder med resultatdokumentation.

Gården benytter en tillempet udgave af den internationalt udbredte dokumentationsmodel ICF, der måler funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand på baggrund af en række spørgsmål, vi har udarbejdet i vores Vurderingsskemaer. Vurderingsskemaet gentages med fire måneders mellemrum til den enkelte beboer. På baggrund af svarene (scorerne) udarbejder vi vores pædagogiske behandlingsplaner. 

Modellen er et meget effektivt redskab til at se resultater over tid – også for beboeren, der måske i dagligdagen ikke føler det store fremskridt. Vi bruger scorerne, når laver statusrapporter til kommunen. Sagsbehandleren får dermed et meget konkret indblik i, hvordan vi arbejder fokuseret og målrettet på øget selvstændiggørelse hos vores beboere, så de kan flytte fra Gården i egen bolig.

ICF står for International Classification of Functioning, Disability and Health og er udarbejdet af WHO.​
I maj 2017 holdt Botilbudet Gården oplæg om sit arbejde med ICF på Socialtilsyn Øst’ temadag om resultatdokumentation.
Gården yder konsulentbistand til andre institutioner, der ønsker at dokumentere deres arbejde med udgangspunkt i ICF.

Samarbejdet med kommunen

Vi hjælper gerne kommunen med at få udarbejdet handleplan.

En gang årlig – og efter aftale med kommunen – inviterer vi beboerens sagsbehandler til et møde, hvor vi drøfter handleplanen mm. Forinden har vi sendt en statusrapport til kommunen.

Botilbudet Gården laver behandlingsplaner på alle beboerne ud fra handleplanen. Hver fjerde måned evaluerer vi i fællesskab med den enkelte beboer (og i visse tilfælde de pårørende) behandlingsplanen.

Gården bruger forskellige registrerings- og observationsskemaer – herunder ICF – plus udviklingsbeskrivelser for at synliggøre den enkeltes ressourcer og funktionsniveau.

Har du yderligere spørgsmål?

Ønsker du at høre mere om hverdagen på et psykiatrisk bosted, skal du ikke tøve med at kontakte os. Vi vender vi tilbage hurtigst muligt.  

 
 
 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Botilbudet Gården v/Maibritt Brøndby

Sø. Svenstrup Byvej 9A, 4130 Viby Sj.

Klik her for rutevejledning

CVR: 41277653

Kontakt os

Kontor: 46 19 47 41

Personale: 46 19 47 37

    E-mail: Send e-mail